mandag den 24. oktober 2016

Minimalisme - Sociale medier

Minimalisme og sociale medier. Kan man være minimalist og samtidig være på sociale medier?

For mig handler det ikke om hvorvidt man bruger sociale medier eller hvor mange platforme man bruger. 
For mig handler minimalisme ikke om at have så lidt som muligt, men om at have det man får noget ud af. Og så skære alle de overflødige ting væk.

I starten da jeg oprettede min facebook profil, var det hele nyt og spændende. Jeg havde endnu ikke "opdaget" minimalismen og jeg gav den fuld gas med både Farmville og Mafia wars. Det var en kæmpe tidsrøver, der snildt kunne lægge beslag på minimum en time om dage. Vel at mærke til spil som man ikke rigtig kunne gennemføre eller for den sags skyld vinde noget i. Jo længere jeg spillede, jo mere blev jeg klar over at det bare var en tidsrøver. Det var rent ud sagt spild af tid. Jo mere spillene blev udviklet, des mere tid kostede det, idet der var et hav af ting og sager der skulle "vedligeholdes" inde i spillene.
 
Efterhånden blev det også en forudsætning at man begyndte at investere rigtige penge i spillene. Altså det var nødvendigt at betale for spil elementer for at kunne "følge med" sine konkurrenter.

Det var omtrent her jeg stod af. Jeg havde andre og mere værdifulde ting at bruge min tid til end at smide tid efter noget, der mest af alt føltes som et sort hul. Det blev utilfredsstillende at investere tid i noget der reelt bare var avanceret tidsfordriv.

Efterhånden begyndte jeg at tilpasse min facbook mere og mere. Dengang, i smartphonens barndom, var der ikke det store problem med notifikationer og andre elementer af mediet, der krævede opmærksomhed konstant.

Efterhånden som telefoner blev mere avancerede, Blev facebook det også. Da jeg for nylig nulstillede min telefon og alle notifikationer var slået til, blev jeg mindet om hvor belastende jeg synes facebook kan være. Min telefon bippede konstant med ligegyldige påmindelser om det ene og det andet og det tredje. Ingen af delene var noget der krævede min øjeblikkelige opmærksomhed. Ingen var ved at dø eller var i en anden tilsvarende nødsituation. 

Jeg blev næsten overrasket over hvor aktivt app'en kalder på opmærksomhed. I lang tid har jeg haft min telefon indrettet så den er tavs og ikke minder mig om noget som helst. Det giver mig ro til kun at rette min opmærksomhed mod facebook når jeg selv har lyst. Jeg havde vænnet mig til selv at have denne kontrol og det undrer mig ikke at jeg hører om mennesker der bruger mere tid på sociale medier end de selv ønsker. Hvis der hele tiden kommer "SE MIG", udbrud, kan man nemt blive fristet til at kigge. Selvom det ikke er noget der nødvendigvis er relevant for en selv.

Mit forbrug af facebook er i det hele taget ret begrænset. Jeg har ikke behov for at dele alt med alle. Der kan sagtens gå flere uger imellem at jeg laver en status-opdatering. Når jeg endelig gør det, skriver jeg aldrig bare for at skrive noget. 
Mine nyheder og grupper er indstillet så jeg kun ser de ting jeg har lyst til at forholde mig til. I mange grupper har jeg notifikationer slået fra, så jeg selv skal gøre noget aktivt for at følge med i hvad der sker derinde. Jeg opdaterer løbende indstillingerne, så en gruppe der ikke længere er ligeså relevant ikke længere figurerer i nyheder. 

Ved at gøre disse ting, er jeg selv herre over hvad jeg vil læse hvornår. Jeg kan sagtens leve med at gå glip af nogle nye opslag i en gruppe. Til gengæld behøver jeg kun bruge ganske kort tid hvis jeg vil se hvad mine venner deler, fremfor at finde 3 - 4 relevante opslag imellem 30 gruppeopslag. 

Hvis du ofte finder dig selv siddende med næsen i din telefon, i færd med at scrolle igennem en stak ligegyldige nyheder, vil jeg anbefale at du prøver at redigere lidt på hvad du får vist i dine nyheder. Det gør ikke ondt at fjerne noget. I de fleste tilfælde, vil du ikke opdage at det ikke er der mere. 
Når man har fundet formen der passer til ens egen temperament og præferencer, burde man nemt kunne holde sig opdateret på de ting der er relevant for en, uden at blive vildledt af alt mulig andet.

Jeg har engang imellem hørt folk tale om at de frygter at gå glip af noget hvis de fx ikke holder sig opdateret på facebook. Faktum er at du, lige nu, går glip af stort set alt andet der foregår i verden end netop det du laver. I dette tilfælde sidder du og læser mine ord. 
Hvis du ikke læser nyhederne, ved du ikke at du går glip af dem. I langt de fleste tilfælde, er de ting du kan læse på facebook ret ubetydelige nyheder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar